Sådan kører du in situ-simulering med en telefon og en tablet, uden dukkebudget

In situ-træning er simulering dér, hvor klasseværelset allerede er

In situ-simulering betyder ganske enkelt at køre et scenarie på selve det sted, hvor behandlingen faktisk foregår, eller noget der ligner, i stedet for at booke et dedikeret simuleringslab. Et sidelokale på afdelingen, en tom konsultationsstue, en gang med et forhæng trukket for. Ordet lyder akademisk, men idéen er enkel: man kan træne genkendelse af klinisk forværring uden at booke tid i et lab med dukke, kontrolrum og en tekniker ved konsollen. En telefon, en tablet og lidt planlægning dækker det meste af, hvad sådan et scenarie skal bruge for at fungere.

Hvad man reelt skal bruge

Det, der skal bruges, er en telefon og en tablet. Telefonen er styreenheden og bliver hos underviseren. Tabletten er monitoren ved sengen, stillet op ved hovedgærdet eller fastgjort til et dropstativ, så den er synlig fra elevens plads. Er der ingen tablet ved hånden, kan en ekstra telefon bruges som monitor, den er bare sværere at aflæse på afstand.

• Et lokale med en dør, der kan lukkes, eller i det mindste et forhæng, så scenariet ikke foregår midt i en gang med gennemgang.
• En seng, en båre, eller i nødstilfælde en stol med en pude som sengeerstatning.
• En sekscifret kode, genereret på skærmen og tastet ind på styringen, som forbinder de to enheder over internettet frem for et delt wifi-netværk, så det er ligegyldigt om elevens telefon sidder på hospitalets gæste-wifi og underviserens på mobildata.
• Femten til tyve minutter uden afbrydelser, debriefing inklusive. Debriefingen er ikke valgfri: hvis tiden løber ud, og den bliver sprunget over, går størstedelen af øvelsens værdi tabt.

Vælg et scenarie, der lærer præcis én ting

Den mest almindelige fejl i et in situ-scenarie er at ville dække for meget på én gang. Et blodtryk der falder, en puls der stiger, en SpO2 der driver og en kapnografikurve der gør noget mærkeligt, alt sammen på samme tid, giver eleven fire ting at holde øje med og intet klart signal om, hvilken der faktisk tæller. Vælg én forværring med ét læringsmål. Hvis målet er at genkende en nodal rytme, så start i sinusrytme, lad pulsen falde gradvist med skyderen, så den studerende ser hjertet gå langsommere og langsommere, og skift derefter til nodal erstatningsrytme. EKG-simulatoren tegner den som en selvstændig rytme, uden P-tak før QRS og med en lille inverteret P-tak lige efter, så den ligner en nodal erstatningsrytme og ikke en sinusrytme, der bare er sat ned i tempo.

Kør sessionen, trin for trin

1. Briefing af eleven skal handle om patientens situation, aldrig om diagnosen. Giv dem journalen, henvisningsårsagen, de seneste vitalværdier, og intet om, hvad der snart sker.
2. Start skærmen på en troværdig baseline, før eleven kommer ind. En monitor, der starter midt i en krise, føles iscenesat.
3. Vent med ændringen til et naturligt tidspunkt i elevens undersøgelse, ikke i det sekund de træder ind ad døren.
4. Lad ændringen udfolde sig i et realistisk tempo, og sig ingenting. Under scenariet er underviserens opgave at betjene styringen, ikke at fortælle om, hvad der sker.
5. Stop rent i det øjeblik læringsmålet er landet, uanset om det er en korrekt diagnose, en rettidig intervention eller et tegn, der blev overset, og gå direkte videre til debriefingen, mens øjeblikket stadig er friskt.

Fejlene der stille og roligt ødelægger et in situ-scenarie

• At køre det på et sted med gennemgangstrafik, så halvdelen af gruppen ender med at være optaget af, hvem der går forbi bag forhænget.
• At gøre hintet så tydeligt, at eleven genkender mønstret fra opstillingen frem for fysiologien. En monitor der er mistænkeligt stille lige indtil det ene øjeblik alt ændrer sig, lærer "hold øje med ændringer", ikke at læse kurven.
• At skære debriefingen ned, fordi lokalet skal bruges til noget andet om fem minutter. Et scenarie uden debriefing ligner mere teater end uddannelse.

Hvad den her opstilling ikke kan

En telefon, en tablet og et ledigt lokale erstatter ikke feedback på hjertemassage, en dukkes luftvej eller de mekaniske dele i en fødselssimulator. Den her type opstilling løser præcis én ting: at genkende og reagere på ændringer i vitalværdier, den del af uddannelsen en skærm faktisk kan lære godt fra sig. Til psykomotoriske færdigheder skal der stadig fysisk udstyr til. Men til genkendelsesdelen af pensum, den der som regel får mindst træningstid, fordi simuleringslabbet alligevel er booket op, rækker en telefon, en tablet og et ledigt kvarter overraskende langt.